Eftersyn af udbygningsplanerne

Fjernvarmenettet udbygges løbende i disse år, så endnu flere kan tilslutte sig fjernvarme. Lige i øjeblikket kigger vi på planerne for resten af udbygningsarbejdet.

Fjernvarmen drives efter hvile-i-sig-selv-princippet. Det betyder, at fjernvarme hverken må give overskud eller underskud. Vi har hele tiden fokus på at sikre den lavest mulige pris på fjernvarmen, og det betyder blandt andet, at vi løbende kigger på hvordan vi mest effektivt udbygger fjernvarmenettet til resten af kommunen.

Videre udbygning af fjernvarmenettet

Lige nu kigger vi på, om den inddeling, der tidligere er lavet for fjernvarmeudbygningen fortsat er den mest optimale, eller om der er brug for justeringer. Det arbejde fortsætter hen over sommeren, og det betyder, at kortet over fjernvarmeudbygningen løbende bliver opdateret i de kommende måneder. Når det indledende arbejde er afsluttet, beslutter Miljøudvalget, hvordan fjernvarmenettet udbygges i de kommende år.

Arbejdet i de igangværende områder fortsætter som planlagt, og du kan altid se de seneste planer for fjernvarmeudbygningen via vores kort. På kortet kan du også søge på din egen adresse. Vær opmærksom på, at kortet viser vores forventning som den ser ud lige nu, men at kortet kan ændre sig løbende.

Gå til vores kort over fjernvarmeudbygningen.

Da vi løbende udbygger, ændrer ledningsnettet sig dagligt. Derfor er det nødvendigt at understrege, at man altid skal henvende sig til Gladsaxe Fjernvarme inden man graver.

Kortet må ikke bruges som LER-oplysninger – heller ikke i de områder, hvor vi pt. leverer fjernvarme. Har du brug for præcise LER-oplysninger, kan du finde oplysninger via www.ler.dk.

Information i dit område

Når fjernvarmen er på vej til et nyt område, hører du som boligejer automatisk nærmere. Vi sender dig et brev, hvor vi fortæller mere om mulighederne for at komme med på fremtidens grønne bølge. Læs mere om fjernvarmens fordele og hvad der kommer til at ske, når fjernvarme kommer til dit område.

15-06-2016