Vi udbygger fjernvarmenettet endnu mere

Se på udbygningskortet, hvornår vi planlægger at komme med fjernvarme i dit område.

Byrådet i Gladsaxe har netop godkendt udbygningen af den sidste del af Gladsaxe Fjernvarmes forsyningsområde i kommunen. Det betyder, at alle ejendomme i de godkendte områder vil få tilbud om at tilslutte sig fjernvarmenettet uden at skulle betale et tilslutningsbidrag. Vi forventer at udbygge fjernvarmenettet frem til udgangen af 2027. Du kan læse projektforslaget på kommunens hjemmeside.

kortet her på hjemmesiden kan du se, hvilke årstal vi forventer at grave fjernvarmerør ned og tilslutte nye kunder i de forskellige dele af kommunen. Indtast din adresse i søgefeltet for at se, hvornår vi regner med at komme til dit område.

Den seneste tids skærpede fokus på energiforsyning og den endnu større interesse for fjernvarme har påvirket situationen, siden projektforslaget blev udfærdiget. Det betyder, at vi netop nu arbejder på at revidere tidsplanen. Årstallene på kortet svarer derfor ikke til dem i projektforslaget og er lige nu vejledende. Kortet vil løbende blive opdateret.

Hvis du bor i et område i kommunen, som ikke er farvemarkeret (men skraveret) på vores kort, hører du til Vestforbrændings forsyningsområde og skal kontakte dem for at få mere at vide om fjernvarme hos dig. Find deres kontaktoplysninger her: www.vestfor.dk/kontakt.

Omkring seks måneder før, vi begynder at grave i dit område, sender vi dig information om processen og en leveringsaftale, så du kan tilmelde dig, hvis du ønsker at skifte til fjernvarme.

Mens du venter på fjernvarmen, kan du læse om, hvad fjernvarme er, blive klogere på vores to modeller for tilslutning (Standardaftale og Minimumsaftale) og få overblik over selve processen for anlæg af fjernvarme. Du kan også se vores leveringsbestemmelser, takstblad og andre aftaledokumenter.

Bor du i et område, som allerede har fjernvarme, kan du få fjernvarme hurtigere. Det koster p.t. 35.000 kr. i tilslutningsbidrag at blive koblet på fjernvarmenettet i områder, som allerede har fjernvarmeforsyning. Der er for tiden omkring 6 måneders ventetid, og vi forventer, at den bliver længere i den kommende tid.

Har du spørgsmål om udbygning eller tilslutning til det eksisterende net, er du velkommen til at ringe til os på tlf. 7020 5850 eller sende en mail til info@ggfjernvarme.dk.

Vi ser frem til at tage varmt imod nye fjernvarmekunder!

Dato: 25 marts 2022


Opdatering den 28. marts 2022:
Den store efterspørgsel på fjernvarme betyder, at leveringstiden for tilslutninger i områder, som allerede har fjernvarme, nu er på over seks måneder og stiger støt.

Opdatering den 2. januar 2024:

Prisen på tilslutningsbidrag er pr. 1. januar 2024 på 50.000 kr.