Aftaleforhold
Hvor mange siger ja?
Når vi udbygger i et nyt område, vælger godt 85 % af boligejerne typisk at blive koblet på fjernvarmenettet. Af dem, der vælger at blive tilsluttet, vælger cirka 97 % Model A. Læs mere om tilslutningsmodellerne her.
Kan jeg skifte mellem Model A- og Model B-aftalen?
Ja – det kan du godt.
Hvis du vil skifte fra Model B til Model A, så overtager vi dit anlæg (uden betaling) og overtager forpligtelsen til service, vedligehold og fremtidige udskiftninger. Når vi overtager anlægget, betaler du et mindre gebyr for aflæsning og afregning. Derefter betaler du supplerende takst som alle andre Model A-kunder.
Se taksterne i vores takstblad, som du kan hente her.
Hvis du vil skifte fra Model A til Model B, så svarer det til at du opsiger din fjernvarmeforsyning og derefter indgår en ny aftale. Det betyder, at du skal betale for nedtagning af fjernvarmeboksen – og at du selvfølgelig derefter skal betale en VVS’er for at installere en ny fjernvarmeboks, som du selv ejer.
Læs mere i vores leveringsbestemmelser, som du kan hente her.
Hvad er en ‘Standardinstallation’?
En standardinstallation er den mest enkle og billigste måde at tilslutte en ejendom til fjernvarmenettet. Med en standardinstallation nedgraver vi et fjernvarmerør fra fjernvarmeledningen ude i vejen, gennem din have og frem til dit hus (stikledning). Her fører vi stikledningen gennem soklen frem til en ny fjernvarmeboks (tilslutningsanlæg), som erstatter dit gamle fyr. Fjernvarmeboksen placeres samme sted som dit gamle gasfyr og tilsluttes dit eksisterende centralvarmeanlæg. Læs mere i ‘Specifikation for standardinstallation’ som du kan hente her.
Hvem opsiger min gasaftale?
Du skal selv opsige din gasforsyning hos Evida.
Hvis du i dag har gas som opvarmning, skal du tage stilling til, om du ønsker at beholde din gasforsyning til madlavning, eller om gasforsyningen skal afbrydes helt. Det er dig som ejer, der skal opsige dit aftaleforhold med Evida. Det skal du gøre via formularen på Evidas selvbetjeningsside ’Mit Evida’: https://selvbetjening.evida.dk
Det er vigtigt, du først opsiger din gasforsyning, når du har fået installeret fjernvarme.
Hvad sker der med fjernvarmeaftalen, hvis vi sælger huset?
På boligmarkedet er huse med fjernvarme i høj kurs. Køberne betaler i gennemsnit 2 % mere for deres nye bolig, hvis der er lagt fjernvarme ind – både pga. varmeøkonomien og miljøgevinsten. Så har du planer om at sælge huset inden for de næste par år, eller er du allerede i gang, betaler det sig både for jer og for de kommende købere, at boligen har fjernvarme. Hvis du underskriver en fjernvarmeaftale nu og får solgt huset, inden installationsarbejdet går i gang, overtager køberne aftalen og får fjernvarme på samme fordelagtige vilkår.
Hvordan opsiger jeg min fjernvarmeaftale?
Efter en mindste-periode på et halvt år, har du mulighed for at opsige fjernvarmen igen. Det skal du gøre skriftligt, og du kan gøre det med en måneds varsel til udgangen af en måned. Når du opsiger aftalen skal du betale omkostningerne til afbrydelse af stikledningen, nedtagning af udstyr mv. Læs mere i vores leveringsbestemmelser, som du kan hente her.
Økonomi og miljø
Hvorfor er fjernvarme miljøvenligt?
Over 70 % af fjernvarmens energi kommer i dag fra vedvarende energikilder som halm, træflis, affald, sol og vind og fra samproduktion med el. Siden 1990 er den grønne andel af fjernvarmen fordoblet, og målet er ambitiøst: 100 % vedvarende energi i fjernvarmen i vores område om 10 år. Mere om miljøgevinsten ved fjernvarme.
Hvor meget CO2 sparer jeg miljøet for med fjernvarme?
CO2-udledningen falder drastisk, når olie- eller gasfyret udskiftes med fjernvarme. Så for hvert ja tak til fjernvarme falder CO2-udslippet i gennemsnit 4 ton pr. år. Det svarer til klimagevinsten for fire store fodboldbane plantet til med egetræer – måske knap så velegnet til boldspil, men en lækkerbisken for miljøet. På vores beregner kan du indtaste dit forbrug og se, hvor meget du mindsker din boligs CO2-udslip ved at skifte til fjernvarme. Se CO2-besparelsen hvis din egen bolig får fjernvarme.
Mit olie- eller gasfyr er næsten nyt – kan det betale sig at skifte til fjernvarme nu?
Det korte svar er ja, hvis du bor i et område, hvor vi udbygger fjernvarmenettet pt. Vælger du at tilslutte dig i forbindelse med gravearbejdet ude på vejen, sparer du mindst de 35.000 kr., som det koster at blive tilsluttet efterfølgende.
Selv med et nyt fyr har du løbende service- og vedligeholdelsesomkostninger, og de bliver højere, jo ældre fyret er. Med Model A er alle service- og vedligeholdelsesomkostninger inkluderet i aftalen i al fremtid. Du skal heller ikke spekulere på afskrivning eller udgifter til nyanskaffelse. For når din fjernvarmeboks er udtjent om mange år, udskifter vi den bare med en ny. Kvit og frit for dig.
Endelig er der penge at spare på varmeregningen, hvis du skifter fra olie til fjernvarme. Gasprisen er gået fra historisk lav til meget høj i løbet af de seneste år. Derfor har prisforskellen mellem gas og fjernvarme også ændret sig fra meget lille til en stor besparelse. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men erfaringen taler sit tydelige sprog: Fjernvarme er en fornuftig løsning. Beregn din fjernvarmepris, og se hvad et skift til fjernvarme kan betyde i klima og kroner.
Mit olie- eller gasfyr fungerer fint – hvorfor bruge penge på at skifte det ud?
Du kan ikke vide, hvad der kommer af reparationer med tiden, og hvornår anlægget skal udskiftes. Som fjernvarmekunde efter Model A får du et komplet fjernvarmeanlæg som en del af aftalen, og du får dækket alle udgifter – ikke bare til service og vedligehold, men også til nyt anlæg, når den dag kommer.
Hvad koster fjernvarmen i forbrug?
Ved du, hvor meget du plejer at bruge om året, kan du taste det ind på vores beregner og straks se, hvad din kommende fjernvarmeregning lander på. Gasprisen er gået fra historisk lav til meget høj i løbet af de seneste år. Derfor har prisforskellen mellem gas og fjernvarme også ændret sig fra meget lille til en stor besvarelse. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men erfaringen taler sit tydelige sprog: Fjernvarme er samlet set en fornuftig løsning.
Teknik og anlægsarbejde
Bliver hele haven gravet op, når fjernvarmen installeres?
Nej. Vi graver en 50 cm bred rende fra hovedledningen ude i vejen ind til soklen på dit hus. Her placeres fjernvarmerøret, som vi også fører ind i dit hus i samme omgang. Vi dækker pænt til bagefter, lægger fliser på plads og sår nyt græs. Arbejdet tager op til 3 uger.
Hvor længe er der håndværkere i huset?
Typisk tager arbejdet inde i huset blot en dag eller to. Hvis du vælger Model A, fjerner vi gasfyret, installerer fjernvarmeboksen og slutter fjernvarmen til husets eget varmesystem. Vi ændrer hverken på radiatorer, gulvvarme eller varmt brugsvand. Til sidst tjekker vi, at alt kører, som det skal.
Hvad sker der med det gamle oliefyr og olietanken?
Hvis du vælger Model A, så sørger vi for at afmontere både fyr, varmtvandsbeholder, trykekspansionsbeholder, rør som ikke længere skal anvendes og eventuel indvendig olietank op til 1.200 liter, og kører det væk. Har du nedgravet olietank, graver vi den ikke op, men sørger for at lukke den af efter gældende regler. Hvis isoleringen af de gamle rør til eller fra fyret indeholder asbest, gælder særlige regler. Læs mere i ’Specifikation for standardinstallation’, som du kan hente her.
Kan vi kombinere fjernvarme med andre varmeformer?
Hvis du vælger Model A, så leverer vi tilslutningsanlægget og tilslutter det til brugsvand og centralvarme. Hvis du gerne vil supplere med andre energikilder (vind, sol, varmepumpe, biobrændsel eller lignende), så kan du, for egen regning, få en autoriseret installatør til at tilkoble det efter tilslutningsanlægget. Hvis du vælger Model B, så kontakt din VVS’er for at høre om mulighederne for at kombinere fjernvarme med andre varmeformer. Læs mere i vores Leveringsbestemmelser og ’Specifikation for standardinstallation’, som du kan hente her.
Kan gulvvarmen i f.eks. badeværelset være tændt hele sommeren?
Ja. Hvis du havde gulvvarme i badeværelset før du skiftede til fjernvarme, så har du det også efter. Vi ændrer ikke på husets centralvarmesystem.
I hvilke områder findes der fjernvarme i dag?
Fjernvarmenettet er allerede udbygget til store områder af kommunen – primært i den sydlige del og den centrale del af kommunen. Udbygning af fjernvarmenettet forudsætter selvfølgelig, at vi kan bygge videre fra allerede eksisterende hovedforsyningsledninger, og derfor er udbygningen startet i syd, hvor vi har kunnet bygge videre på CTR’s centrale net. Klik her for at komme til et kort, som viser, hvor der er fjernvarme i dag, og hvor fremtidig udbygning er godkendt pt. Du kan også bruge feltet med adressesøgning for at se, om du kan få fjernvarme, hvor du bor.
Fandt du ikke svar på det ønskede? Så kontakt os.