Om Gladsaxe Fjernvarme
Gladsaxe Fjernvarme er en fjernvarmeforsyning i Gladsaxe Kommune. Vi leverer fjernvarme til boliger og virksomheder i kommunen og står for drift og udbygning af fjernvarmenettet i Gladsaxe Fjernvarmes forsyningsområde.
Gladsaxe Fjernvarme
Gladsaxe Fjernvarme er en del af Gladsaxe Kommune. Bestyrelsen for Gladsaxe Fjernvarme er altså byrådet i Gladsaxe Kommune og træffer beslutninger om blandt andet udbygningsplaner, takster og andre ændringer i forsyningen. Der er omkring 3.000 fjernvarmekunder i Gladsaxe Fjernvarmes forsyningsområde.
Gentofte Gladsaxe Fjernvarme
Den daglige drift, kundekontakt og udbygning varetages af Gentofte Gladsaxe Fjernvarme I/S, som er et fælleskommunalt serviceselskab ejet af Gentofte og Gladsaxe Kommune. I serviceselskabet er der ansat omkring 70 medarbejdere, der arbejder med levering, planlægning, udbygning og vedligeholdelse af fjernvarmenettene i begge kommuner. Når du har fjernvarme i Gladsaxe Fjernvarmes forsyningsområde, er du kunde hos Gladsaxe Fjernvarme, og du bliver betjent af Gentofte Gladsaxe Fjernvarme i det daglige.
Gentofte Gladsaxe Fjernvarme har en bestyrelse på tre medlemmer, som er udpeget af kommunalbestyrelsen i Gentofte og byrådet i Gladsaxe. Læs mere om Gentofte Gladsaxe Fjernvarmes bestyrelse her.
Vi tjener ikke penge på fjernvarmen
Gladsaxe Fjernvarme er, ligesom alle andre danske fjernvarmeforsyninger, underlagt varmeforsyningsloven og arbejder efter ”hvile i sig selv”-princippet. Det betyder, at vi hverken må have overskud eller underskud på driften. Udgifter og indtægter skal balancere over tid.
Fjernvarmetaksterne justeres derfor årligt, så de afspejler de faktiske, nødvendige omkostninger ved at købe varme, drive og vedligeholde fjernvarmenettet og leve op til lovkrav og myndighedsforpligtelser.
Varmen kommer fra CTR
Gladsaxe Fjernvarme køber varmen fra Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S (CTR), som forsyner flere kommuner i hovedstadsområdet. Store fjernvarmeledninger transporterer det varme vand på tværs af kommunegrænser og videre ud i de lokale fjernvarmenet, blandt andet i Gladsaxe Fjernvarmes forsyningsområde.
Du kan læse mere om sammensætningen af varmekilder og fjernvarmens CO₂-aftryk på vores hjemmeside her: Grønne gevinster – Gladsaxe Fjernvarme.
Oversigt over aftaler med koncern- og interesseforbundne selskaber
Varmeforsyninger skal årligt offentliggøre en oversigt over aftaler med koncern- og interesseforbundne selskaber for det forudgående kalenderår.
Du kan læse mere om reglerne på Forsyningstilsynets hjemmeside.
Oversigt over aftaler med koncern- og interesseforbundne selskaber for Gladsaxe Fjernvarme 2025.
